Det dræner os at være sammen med andre...

... Når vi ikke er hjemme i os selv

Hvis det var sandt at du "ikke er social" eller drænes ved at være sammen med andre, hvorfor er der så nogen relationer, hvor du ikke oplever det sådan? Hvor du kan slappe af og "være dig selv"?

Det der i virkeligheden er drænende, er ikke de andre eller det "sociale", men det at skulle tilpasse os for at "passe ind", ikke at føle det er ok at sige fra eller udtrykke sine behov, eller bare at være mig, med alt hvad det indebærer og ikke skulle tage en maske eller rolle på.

De fleste af os gør det i et eller andet omfang, det kan være nødvendigt, men for nogen, kan det betyde at vi undgår det sociale helt og isolerer os, fordi det er fordi vi bruger så meget energi på at skulle tilpasse os. For de fleste er det så normalt at de slet ikke lægger mærke til at det sker - det er en måde man har lært at være i verden på.

Når vi tilpasser os, ryger vi over i den anden og ud af os selv så at sige. Vi kan ikke mærke egne behov, eller måske mærker vi dem, men vi tør ikke stå ved dem, fordi vi er optaget af, at den anden skal kunne lide os, ved at prøve at tilpasse os til hvad vi tror andre vil se/kan lide.

Dette er en traumerespons man kalder "fawn" eller "medgørlig", altså noget der er dybt forankret i nervesystemet fra barndommen, hvor vi har lært at vi var nødt til at være på en bestemt måde for at høre til i "flokken", eller der var en del af os der ikke blev accepteret.

At ændre på det, er derfor ikke bare lige til, for det kræver at vi kan rumme os selv, med alt hvad vi er, og at vi kan sundt adskille os andre mennesker. 

Det kan du lære i terapi, ved at vi går på opdagelse og finder og integrerer de sider af dig, som du tror at du ikke kan have med dig ind i relationer med andre mennesker. 

Derudover vil du lære at kunne adskille dig sundt kropsligt fra andre mennesker og blive hjemme i din egen krop.